Gækkebryg fra Søgaards Bryghus

Billede af Søgaards Gækkebryg

Gækkebryg er fra Søgaards Bryghus. Søgaard’s skriver selv om deres forårsbebuder: “Denne undergærede lagerøl har sit forbillede i den tyske stilart ’Maibock’.

Gækkebryg er med sin påskegule farve, bryghusets forårsbebuder. Lidt utraditionelt er Gækkebryg aromahumlet med den engelske humle East Kent Goldings, der bl.a. er kendt for sin aromatiske og blomstrede duft, der absolut hører årstiden til.

Selvfølgelig har denne øl fået sit navn fra påsken, hvor også gækken slippes løs. At slå gækken løs betyder, at man lader munterhed og glæde komme til udtryk ved at man har det sjovt.

En lettere omskrivning af et kendt og elsket vers lyder således på bryghuset: ’Min øl den står på brikker – sig skål, for nu jeg den drikker!’”

Trods forbilledet i en bock har vi her fat i en stærk pilsner (guldøl).

Om Gækkebryg

Navn: Gækkebryg
Bryggeri: Søgaards Bryghus
Land: Danmark
Alkohol: 6,30%
Type: Stærk pilsner (guldøl)
Tema: Påske

Skum

Skummet er hvidt, det er fyldigt og det lægger sig flot på toppen af øllet.

Skummets struktur er medium, måske på vej til at have en lidt grov struktur. Det holder godt.

Udseende

Når jeg ser på øllet, er det ikke helt klart. Det er let gyldent (gult?) med få, fine bobler.

Duft

Denne øl har en aromatisk humlet og dejlig frisk duft.

Smag

Smagen er bitter på en skarp og markant, men god måde. Gækkebryg er dejlig frisk i smagen og det spiller fint sammen med en god frokost bestående af rugbrød og pålæg, nok også fulgt op med en snaps eller to.

Bedømmelse af Gækkebryg

Det her er en alsidig øl. Den kan nydes som formiddagsforfriskning, som en ledsager til frokosten og almindelig hygge. Der er karakter over og bid i Gækkebryg og det bringer denne påskebryg ind i den gode halvdel.

Der er rigtigt mange påskebryg på markedet og det kan være svært lige at finde den helt rigtige. Så er er der heldigvis en gennemprøvet metode du altid kan ty til: Prøv dig frem.

4 ud af 5 mulige.

  • Samlet bedømmelse
4

Comments are closed.