Ølfabrikken har tidligere ført sig frem med god øl på dåse. Her er der gjort noget ekstra ud af emballagen, som er en stor 75 cl. flaske, der er lukket med champagneprop. Præcis ligesom Gourmetbryggeriets ekslusive øl.
Eftersom Gourmetbrygeriet ejer Ølfabrikken kan man få en tanke, der går i retning af ensretning af produktlinierne, så der er en standardemballage og en til det eksklusive.
Ølfabrikken vurdrer selv øllet til at være lidt til den kraftige side, men mild og sød i smagen. Grøn Påske anbefales til and og oksekød.
Øllet
Navn: Grøn Påske
Alkohol: 6,00%
Skum
Der er ikke andet end skum ved ophældning umiddelbart efter at flasken er åbnet. Hvidt, tykt, fyldigt skum med en meget fin struktur.
Skummet holder meget længe.
Udseende
Totalt uklart, men pænt nøddebrunt. Som en pragtfuld hasselnød, på samme matte måde.
Duft
Rund og maltet på en frisk, næsten let syrlig måde. Karamel og let krydret.
Duften spænder bredt, fra det tunge maltede til de lette og friske. Og der er noget at byde på hele vejen fra den ene yderlighed til den anden.
Smag
Sød og maltet. Virker noget flad. Og så synes jeg der er mere bitterhed i, end ølfabrikken selv vil være ved.
God og lang eftersmag.
Bedømmelse af Grøn Påske
Grøn Påske er bedst når man får den til mad. Der er rigtigt meget at hente i den rent smagsmæssigt, så prøv med de lidt kraftigere retter.
Med Grøn Påske kan man for alvor sige “Højt Skum”. Pas på når du hælder op!
- Samlet bedømmelse