
Mythos er et af de helt store græske ølmærker. Og som sædvanlig, når vi tror at noget er tilpas lokalt, så står enten Inbev eller Carlsberg bag. De to tilsammen er markedsledende på omtrent alle ølmarkeder i hele verden. I Mythos’ tilfælde, er det Carlsberg, der ejer dem.
Til gengæld, så passer lokale øl ofte ret godt til deres lokalområde. Jeg har smagt Mythos hver gang, jeg har været et sted i Grækenland og her gør den sig godt i et iskoldt glas i skyggende fra den bagende sol. I Danmark: not so much.
Egentlig er det her en lager, hvor pilsner også er en lager, men ikke alle lager er pilsnere. Her er det en lys lager, så jeg er frisk nok til at kalde den en pilsner, da den overordnede lager-betegnelse er lidt rigelig bred.
Øllet
Navn: Mythos
Bryggeri: Olympic Brewery
Land: Grækenland
Alkohol: 5%
Type: pilsner
Tema: Ferie
Skum
Skummet er kridhvidt og har en relativt grov struktur langs glassets kanter, mens det er ret fint på toppen. Det hænger godt i glassets kanter og holder længe nok til at det er pænt at se på, men ikke længere, end at man relativt hurtigt kan drikke af glasset uden at få skum på næsen.
Udseende
Fuldstændig klar og korngul farve. Holder du fingrene op på den anden side af glasset kan du se dem relativt tydeligt.
Der er nogle få, halvgrove kulsyrebobler i øllet.
Duft
Duften er humlet og så kraftig, at den spreder sig langt ud over glassets kanter. Den friske, blomsterrige duft kan nydes allerede mens du hælder op i glasset.
Der er lidt syrlighed i duften, som lover godt, specielt, når øllen skal nydes i solrig varme.
Smag
En Mythos smager ikke af meget. Den er det, jeg vil kalde meget let drikkelig. Kulsyren arbejder godt i munden, der er en mild bitterhed og en frisk syrlighed i smagen. En lille bitte smule malt og en lille skarphed fra den bitre humle. Og så den der lækre syrlighed, som der er så rigeligt af.
Vurdering af Mythos
Opsummering
Mythos vurderes her ud fra præmissen om, at den skal nydes i højt solskin – og helst i Grækenland, for der gør den sig bedst. Du kan godt være heldig at finde den i Danmark, men hvis du vil have den i Danmark, så sørg for, at den er iskold, og at du får den på årets varmeste dag.
Med det på plads, har vi her en fremragende pilsner, som er god til frokost, aftensmad og på hotellets altan. Den går godt sammen med mad, der ikke er for kraftigt i smagen, som den typiske restaurantmad i turistede områder, der ofte byder på pommes frites til alle retter.
