Vildsvin og kronvildt. Og så natur, der får lov til at være natur. Det – og så tørv – er noget af det, Lille Vildmose er kendt for. Vildsvin og kronvildt bruges til fx Vildmosens egen spegepølse. Og så bruges vildsvinet til at pryde etiketten på stedets egen Vildmoseøl, en øl, der indeholder rønnebær og porse. Manden i butikken på Vildmosecentret, der solgte øllen sagde, at enten kunne man lide den eller også kunne man ikke, underforstået, at enten synes man det var noget sprøjt eller også var det en fin øl. Det bliver spændende at prøve. Bryggeriet skriver selv om øllet: “Den er inspireret af mosens afgrøder, og indeholder tørverøget malt, porse og rønnebær i fin harmoni – ingen af dem overdøver, men alle 3 bidrager tydeligt til smagen. Med sin fylde, friskhed og let sødme er den en fremragende øl til efterårets og vinterens stege og braserede retter.”
Navn: Vildmoseøl Alkohol: 5,80% Skum Masser af beigefarvet, fyldigt skum med en forholdsvis grov struktur. Det holder godt, men forsvinder dog alligevel helt med tiden. Udseende WinterCoat lægger ikke skjul på at øllet er ufiltreret, og at man skal passe på ikke at få bundfald med, når man skænker. Det ses tydeligt på det stærkt grumsede øl. Ellers er det en flot mørkebrun farve, der præger Vildmoseøl. Duft Det tørverøgede viser sig tydeligt i duften. Forestil dig et bål, der er gået ud, eller en godt brugt jernalderhytte, så nærmer vi os. Der er en markant, skarp duft fra rønnebærrene. Vi er ikke ude i Gammel Dansk til bålhygge, men vejen dertil er ikke lang. Smag Sødlig og let syrlig smag, med røg og bitterhed. Røg og bitterhed blive siddende tilbage, mens smagen som sådan relativt hurtigt forsvinder. Smagen i øvrigt er diskret og delikat. Anderledes for en øl med en frisk smag. Bedømmelse Det er svært at bedømme en speciel øl. Bare fordi den er speciel behøver den ikke være dårlig. Ideen og historien bag er i sig selv et point værd, den tætte sammenhæng til området udløser endnu et point. Og så er der selve smagsvurderingen. Det er en god øl, som kræver efterårs- og vintermad. Den er smagt en forsommerdag hvor de forudsætninger ikke var til stede. Med tungere mad vil den formentlig være overordentlig god.
2955