Påsketrolden fra Skagen
Skrevet af malchau, 21. april 2008 - 21:19
Påsketrold er skabt som en hjælpende hånd til fotosyntesen. Det er da forår, så det slår sig.
Men kan det lovende løfte indfries, når kapslen ryger af og brygget hældes i et rent glas?
Masser af lyst, næsten hvidt skum. Skummet har en lidt grov struktur, men står flot til det øl, det ligger på.
Klar og lys som en pilsner. Bedømt på farven alene er det let at tage fejl af en Påsketrold og en almindelig pilsner øl.
Humle, klar friskhed
En snigende bitterhed trænger sig kortvarigt på, men aftager hurtigt igen. Det gør øllen blød og rund og ikke bitter-skarp.
Ellers en øl, der er "varm" i smagen, og fylder helt godt i munden. En god oplevelse. Og så er der alligevel en fjeragtig lethed over denne påskebryg.
Alle mikrobryggerier (stort set) skriver, at deres øl er brygget med (k)ærlighed, nænsom hånd og dyb respekt. At der står sådan en historie på etiketten er derfor helt almindeligt, og ikke en måde at skille sig ud.
I kampen om ganernes gunst vil en Skagen Påsketrold stå svagt. Det er en god øl - ingen tvivl om det - den er bare lidt anonym. Lidt fesen vil nogle måske mene.


