Jacobs Chili Øl fra Medicibeers
Skrevet af malchau, 18. marts 2012 - 13:42
Midtfyne Bryghus har lavet en chiliøl og det har Medicibeers også med Jacobs Chili.
Jabos-serien er efterhånden ret omfattende, så uanset dine smagspræferencer og hvilken lejlighed du vil have øl til, så er der en mulighed med Jacobs.
Flot lysebrunt skum med en fin struktur på toppen, men en halvgrov struktur set fra siden. Jo mere skummet forsvinder, desto lysere ser det ud. Skummet holder et sted mellem godt og længe.
En helt klar og mørk øl med et kastanjebrunt/rødligt skær. Der er relativt mange kulsyrebobler.
Frisk uden at være humlet, masser af malt, lidt kaffe. Og så kan man også fornemme chilien i duften.
Fremtrædende smag af chili. Her er det chiliens smag og ikke stærkhed, der er prioriteret.
Det er anderledes end jeg havde forventet og faktisk en positiv overraskelse.
Ellers er der malt i stride strømme og en diskret bitterhed.
Jacobs Chili er stærk i alkoholstyrke og chilismag. Ikke "hot" som habaneros elle jalapeno og det betyder, at chiliforskrækkede kan begynde her.
Det er en smagsmæssigt speciel, men god kombination, så i forhold til de af Jacobs øl jeg har smagt holder den niveauet i den bedre ende af skalaen.


