Fuglsang Pilsner
Skrevet af malchau, 3. marts 2010 - 21:45
I Sønderjylland drikker man Fuglsang, ligesom man på Fyn drikker Odense Pilsner. "En øl" i Sønderjylland er synonym med Fuglsang.
Visse lokale stoltheder skal man enten vænne sig til eller være vokset op med. Sådan er det ikke med Fuglsang Pilsner, her kan alle være med.
Helt hvidt skum, der har en grov struktur. Der er en god mængde, men det forsvinder efter kort tid.
Lys og klar pilsnerfarve. Masser af kulsyrebobler.
Fuglsang Pilsner har en spinkel duft, der dog er præget af humle. Og nok af det endda.
Den er let drikkelig uden væsentlig bitterhed. Der er ingen skarpe kanter, så det er bare med at skylle ned.
En Fuglsang Pilsner er en helt almindelig, let drikkelig pilsner, der bare er der ig gør det, den skal. Den hamler sagtens op med fx en Carlsberg og kan nydes til alt og i alle slags selskab.


