Belgiere og øl. Der er noget helt særligt over denne kombination. Det er øl med smag og ødsel omgang med bitterhed. Det er ældgamle traditioner (St. Feuilliens har rødder tilbage til 1125) og så er det store oplevelser.

Belgien er som land alle øls moder. Der er en tradition og variation som intet andet sted.

Traditionen se bl.a. ved at bryggeriet - Abbaye de Abdij van Leffe - er grundlagt i 1240. Det er snart 900 år siden! Og der findes ældre bryggerier i Belgien end dette.

Blonde-øl bliver jævnligt taget for at være hvedeøl, men det er oftest lys ale.

Witbier fra Hoegaarden er en overordentlig populær belgisk hvedeøl. Det er helt sin egen, men har nu ikke altid været populær.

Da witbier blev brygget i Leuven i Flandern i 1400 tallet var det herfra at øllet var populært. Hoegaarden er etalberet i 1445 og stod længe i skyggen af øllet fra Leuven. Hoegaarden har dog ikke brygget ubrudt i 550 år, da det faktisk lukkede i 1957. Det blev så genåbnet i 1966 som det, der i dag er det kendte Hoegaarden.

Jeg har en svaghed for mørkt øl. Og når nu vi har en mørk øl fra et af Belgiens helt klassiske bryggerier, så er der sat over til det helt store.

Set ud fra hvor specielt - som i: hvor let det er at få fat i - Leffe er, så er det en helt almindelig øl. Den kan fås i snart sagt ethvert supermarked. Det gør det let at få fat i og få prøvesmagt en Leffe, så på den led er der ingen undskyldning for at holde sig tilbage.

Én udpræget kvalitet - blandt mange - er, at Leffe Brune typisk fås i 75 cl flasker.

Dette er måske verdens bedste og mest kendte trappist-øl.

På bagsiden af flasken står der:

Trappist munkene ved Chimay kloster i Belgien har siden 1862 brygget Chimay øl, ved at kombinere det artesiske vand ved Chimay kloster med fin bygmalt, en aromatisk blanding af humle, og Chimays specielt dyrkede gær.

Overgæring giver en Chimay en markant tone af frugt i smagen. Frisk gær tilsættes lige før tapningen, som kan ses som en smule bundfald. Eftergæringen i flasken giver Chimay en righoldig smag og fylde.