Svaneke Stout

Svaneke StoutPå Bornholm er Svaneke Bryghus vældigt populært. de gør meget for at være noget særligt for dem, der er på stedet. Noget øl fås kun på bryggeriet, øllet kan nydes til god mad i restauranten og der er ind i mellem særlige arrangementer på bryggeriet. Alt sammen bygger oven på øl af en god kvalitet.

Svaneke Bryghus har lavet en stout (som ikke er helt stærk nok til at være en stout, hvorfor den nok nærmere er en porter) der – efter eget udsagn – står sig godt til braiserede og basante retter. Det bornholmske bryggeri har en tradition for at lave øl af god kvalitet og for at kræse for lokalbefolkningen. Og så går de vældigt meget op i at være bornholmske.

Navn: Svaneke Stout
Alkohol: 5,70%

Skum

Lysebrunt og meget fyldigt skum med en mellemfin/halvgrov struktur. Skummet holder længe – som en pæn krone på værket – så vær varsom ved opskænkning, hvis du ikke vil have skumskæg når du tager en tår. Skummet har omtrent konsistens som flødeskum men trægheden til trods trækker det ikke gardiner på glassets sider.

Udseende

Meget meget mørk øl. Enormt mørkebrunt øl. Fuldt blus fra en kraftig lampe lige ind i øllet gør, at man kan ane et let rødligt skær. Men det er ikke til at se kulsyrebobler (de er måske gået op i skum alle sammen). Dog afsløres en ikke helt klar øl ved hjælp af dette kraftige lys, men alligevel: på trods af at det er en ufiltreret øl virker den relativt klar

Duft

Malt og lakrids sammen med chokoloade er det, der præger duften.  Sødlig og med et let friskt præg

Smag

Smagen er på en gang let og krævende. Den er røget og ristet (på en tørveagtig måde – det synes jeg er godt, i modsætning til når det er tobaksrøg) og har gode toner fra malten.

Også i smagen er der lidt chokolade at hente. Lidt ristet kaffebønne er der også.

Den er ret bitter, men på en god måde der matcher de andre smagsindtryk ret godt.

Bedømmelse af Svaneke Stout

Svaneke Bryghus har lavet en fremragende øl. Intet mindre. Jeg synes nu stadig at de skulle kalde det for en porter, da “stout” kommer af udtrykket “stouter”, dvs. “stærkere”. Stærkere end hvad? Jo, stærkere end en… porter.

Svaneke Stout er smagsrig med gode nuancer og alligevel relativt let at drikke. Prøv den til tunge danske retter, braiserede og bastante retter. Det er lidt en vinterøl. Jeg tror den sidder lige i øjet hertil også fordi der er en god syre i, som man ikke lige umiddelbart lægger mærke til.

Den er også god som nydeøl, så alt i alt en god og alsidig stout fra Bornholm.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *