Kulmbacher Eisbock

Kulmbacher EisbockÆgte tysk bock – Kulmbacher Eisbock – i den helt stærke ende.

En Eisbock er en doppelbock, der er frosset delvist ned og så er noget af isen fjernet undervejs. Det gør at alkoholstyrken hæves (der er mindre vand, men uændret mængde alkohol) og at smagen fremhæves. Typisk er det mørk øl, der er klar i det.

Egentlig var det en øl, der var helt unik for Kulmbacher området i Tyskland, men andre har også forsøgt sig ud i Eisbock.

Navn: Eisbock
Alkohol: 9,20%

Skum

Lysebrunt skum, der fylder godt og har en halvgrov struktur. Det har en relativt fast konsistens og en rimelig holdbarhed. Men til sidst forsvinder skummet dog helt.

Udseende

Mørkebrunt som teaktræ, ganske klar og med en stor mængde små kulsyrebobler.

Duft

Sød og karamelagtig, lidt chokolade og malt. Masser af malt.

Smag

Blød, rund og sød smag med en meget diskret bitterhed. Mørk og maltet i smagen og vældig fyldig.

Der er en fin syrlighed i, som gør den god at sætte til mad. Og så mærker man slet ikke – på smagen – hvor stærk en øl det er.

Bedømmelse

Fremragende bock. Faktisk urimeligt god.

Kulmbach Eisbock smager af meget uden at det dog tager overhånd, den er fyldig og mørk på en hyggelig måde. Men den er farlig: den er let at labbe i sig og det kan mærkes, hvis man går for hurtigt frem eller liiiige skal have en til.

Støder du på en Kulmbacher Eisbock, så slå til og prøv den. Den er det hele værd.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *