Julebryg fra Bryggeri Skovlyst

Bryggeri Skovlyst gør meget ud af at bruge ingredienser fra den skov bryggeriet ligger i. I deres JuleBryg er der brugt fyrrekviste fra Hareskovens fyrretræer. Fyrrenåle er tidligere forbeholdt skumbad, men nu har det altså fundet vej til øl. Og man kan retfærdigvis sige, at er der noget, der hører julen til, så er det i den grad fyrrekviste, så selvfølgelig skal det da i øllet.

Navn: JuleBryg Alkohol: 6,50% Skum Hvidt på samme måde som let forurenet sne. Altså ikke kridhvidt, men lidt “knækket” i farven. Det hænger lidt op ad galssets sider og har en fin til halvgrov struktur på skalaen fin-halvgrov-grov. Skummet har en fin fylde. Det betyder, at der er en nydelig skumhat, der ikke tager overhånd. Og så holder det ret godt. Udseende Julebrunt, dvs. knapt så rødt som en cola men mere valnøddetræ-agtigt i farven og måske lidt fesen-rød. Ganske klart, også selv om det “kun” er grovfiltreret (måske vil de blot si de største fyrrenåle fra). Der er mange små kulsyrebobler. Duft JuleBryg har en speciel og markant duft. Jeg skal se om jeg kan beskrive den. Forestil dig en maltet duft, som dog ikke er ret markant. Fyld noget bitterhed på – en lillebittesmule henad gær, ikke meget, men lidt – og ikke vældig meget humle. Koriander og krydderier i øvrigt. Skovlyst foreslår også at øllet dufter af skovfyr og nødder, men jeg er nok mere tilbøjeligt til at beskrive det som skovbund en fugtig efterårsdag. Smag Sødme og bitterhed i god forening. Der er ikke vældig meget fylde, forstået som at der er udfordringer til samtlige mundens smagsløg, men størstedelen af tungens overside er dækket godt ind. Der er – ja, jeg kan ligeså godt sige det – noget udefinerligt julet i smagen. Mere bitter en vanlig julebryg, men alligevel med den frække sødme, der minder os om at syndens hyggetid er nær. Her tolker jeg synd som december måneds madsvineri. Bedømmelse Et godt bud på en julebryg, der skiller sig ud fra mængden, og samtidig holder en god standard. Der er liv og levned i produktet, der er rundhed og nuancer, skarp bitterhed og mild skov. Jeg vil ikke påstå at jeg kan genkalde mig smagen af fyr. Selv ikke efter de mængder skumbad med fyrrenåleduft jeg utvivlsomt har indtaget som barn. Men det tror jeg heller ikke er afgørende for oplevelsen, at man lige kan spotte fyrrekvistens bidrag til det samlede indtryk. Ideen er god og det endelige produkt er værd at prøve. Og prøve igen. Og igen.

2649

Comments are closed