Blue Mountain Stout

Denne øl er lavet til kaffe og chokoladedesserter. Og ikke nok med at den skal serveres til kaffe og chokolade, der er også kaffe og chokolade i selve øllet. Blue Mountain, som er den kaffe der er i, udråbes af Gourmetbryggeriet til at være verdens bedste, så der er lagt op til øl af høj kvalitet.

Navn: Blue Mountain Stout Alkohol: 6,50% Skum Lysebrunt skum i rigelige mængder. Det har en fin struktur og holder godt. Udseende Der er stouts, der er kulstorte og så er der dem, der er mørkebrune. Denne er mørkebrun, men den er så mørk, at den næsten er sort. Duft Bitter og mørk, men alligevel klar duft. Kaffen træder flot frem og blander sig med chokoladen. Smag Første indtryk er kold filterkaffe, der har stået for længe. Eftersmagen udfolder sig i fin mørk, bitter chokoloade. Det første indtryk er som regel korrekt, men i dette tilfælde er en del af indtrykket forklaret i, at øllet er serveret for koldt. Der anbefales en serveringstemperatur på 8 grader, og efter at det er lunet lidt hjælper det en hel del. Smagen er påfaldende mild og rund, lidt sød, ret bitter. Forestil dig følelsen af en kop varm kaffe med et stykke chokolade til. Sænk temperaturen 80 grader og konverter det til øl. Og så i en diskret udgave, så er den ved at være der. Bedømmelse Af en stout med liv i er Blue Mountain Stout tilbageholdende. Den er god, men smagen er noget diskret i det. Portere og stouts kan være et vanskeligt område at begive sig ud i, hvis man er lidt ny i øllets enorme univers. Det kan være tunge sager og tykke, mørke oplevelser, der venter. Men det kan også være en Blue Mountain Stout, som vil byde porter-averse sjæle kælent velkommen i mørket.

2660

Comments are closed.